Udveksling i Las Vegas 2013-14: Min afrejse til US

Okay, så som mange af jer ved er jeg i USA nu og har været det i præcist 15 dage. Her er så skøøøønt! Jeg har ikke haft tid til blogging osv. før nu hvor jeg er ankommet til Vegas, så jeg laver en række indlæg om min rejse derover, campen på Bryant University (❤❤❤❤❤) og min første tid her i min fab nye hjemby.

Siden sidste indlæg på min rejsedag er der sket en masse. Jeg fik nydt den sidste tid med min familie, og selvom jeg savner dem er det rart at tænke på de perfekte dage vi fik sammen til sidst. Vi tog et par billeder foran huset, og jeg forsøgte ihærdigt at få det til at gå op for mig, at det var sidste gang jeg så det hus, den vej, den by, det land, i et helt år. Det var svært.

Vi satte os endelig ind i bilen efter en af de værste afskeder (med min hund) og kørte den halve time ind til Kastrup. Jeg forsøgte at suge de sidste live minutter af Danmark til mig, men inden jeg havde set mig om var bilen parkeret og vi trådte ind i terminalen.

Jeg så andre i EF trøjen, mange jeg ikke kendte. Hvis bare jeg havde vidst, at vi inden 10 dage var de bedste venner, og at vi ville dele en af de vildeste oplevelser. Efter en tur på Starbucks hvor vi fandt min gudmor, mormor og fætter, gik vi hen mod mødestedet.

Vi blev råbt op efer navn, og tjekkede derefter ind. Min kuffert vejede 20,5 kg, så det var perfekt. Jeg havde ikke flere bump på vejen at komme over. Tilbage var kun at sige farvel.

De sidste kram i et helt år. Damn, hvor var det svært. Min søster og bror kommer til at se helt anderledes ud, når vi ses igen. Så meget kommer til at være sket i min families liv, og det bliver svært at følge med. Jeg græd, ja, men ikke meget. For det gik aldrig helt op for mig, hvor sørgeligt det øjeblik var. Jeg havde eventyr i sigte, som overskyggede det hele!

Vi tog rulletrappen op (I did it! Selvom jeg var pissebange for det der point of no return) og gik derefter mod security. Der var ikke længe til Icelandair-flyet lettede mod Reykjavik, så jeg fik kun lige spist en pastasalat før vi sad på sæderne. Der var superfin plads, en masse film og serier at vælge imellem og et par søde sidekammerater (Philip og Andrea) som gjorde timerne lidt nemmere.

Vi landede på Island klokken halv 4 lokal tid, og fandt derefter mere mad (frådedyr) som kostede 850 islandske, haha! Og den sandwich var ikke engang særlig god. Jeg snakkede med en del af pigerne mens vi ventede på flyet, begyndte at lære dem at kende osv. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på sine førstehåndsindtryk, og hvordan man endte med at kende dem.

Flyveturen til Boston gik primært med at fortælle Philip hvor lang tid der NU var til vi var der. Ved ikke engang hvad jeg lavede, begyndte at se wedding crashers til høretelefonerne gjorde ondt i mine ører. Vores 'indre ur' blev mere og mere forkert, og jeg var så træt da vi landede. Det hjalp derfor ikke at jeg skulle sidde 20 minutter på et kontor fordi jeg fik taget nogle dårlige fingeraftryk -.-

ENDELIG fik jeg min kuffert, med ødelagt håndtag godt nok, og ENDELIG kom vi ud i bussen. To af lærerne uddelte info om campen og fortalte lidt om det. Jeg fik en følelse af whaaaat... Det her skulle jeg aldrig have gjort, hvad laver jeg her, det er spild af penge osv. Har senere hørt fra stort set alle at de også sad med præcis de tanker i bussen, men vi endte alligevel med at have det fantastisk!

Vi ankom til universitet halvanden time senere, kom ind på værelserne og fik nogle snacks oppe i fællesrummet. Jeg var SÅ træt, lidt trist og sygt uoplagt på camp. If only I knew..